Citater

 

Princip nr. 1. Bøn bliver mere meningsfuld, når vi rådfører os med Herren i alle vore gerninger (se Alma 37:37).

Overvej dette eksempel: Der kan være ting ved vores personlighed, vores opførsel eller i forbindelse med vores åndelige vækst, som vi har brug for at rådføre os med vor himmelske Fader om i vores morgenbøn. Efter på passende vis at have udtrykt tak for modtagne velsignelser beder vi indtrængende om forståelse, vejledning og hjælp til at gøre det, vi ikke kan gøre af egen styrke alene. Når vi beder, kan vi fx –

• tænke over de tilfælde, hvor vi har talt hårdt eller upassende til dem, vi elsker mest.
• anerkende, at vi ved bedre end som så, men vi handler ikke altid i overensstemmelse med det, vi ved.
• udtrykke anger for vore svagheder og for ikke at aflægge det naturlige menneske mere oprigtigt.
• beslutte at efterligne Frelserens liv mere helhjertet.
• bede om større styrke til at gøre det bedre og blive bedre.
En sådan bøn er altafgørende for den åndelige forberedelse af dagen.

I løbet af dagen har vi en bøn i vores hjerte om fortsat hjælp og vejledning – ligesom Alma foreslog: »Lad dine tanker være henvendt til Herren« (Alma 37:36).

Vi lægger på denne særlige dag mærke til, om der er tilfælde, hvor vi normalt ville have en tendens til at tale hårdt, og ikke gør det; eller vi kan have tilbøjelighed til vrede, men det bliver vi ikke. Vi opdager himmelsk hjælp og styrke og anerkender ydmygt svar på vores bøn. Selv i det genkendelsens øjeblik beder vi en stille bøn af taknemlighed.

Ved slutningen af dagen knæler vi igen og rapporterer tilbage til vor Fader. Vi gennemgår dagens begivenheder og udtrykker dybfølt tak for de velsignelser og den hjælp, vi har modtaget. Vi omvender os, og med hjælp fra Herrens ånd kan vi finde frem til måder, hvorpå vi kan gøre det bedre og blive bedre i morgen. På denne måde bygger vores aftenbøn videre på og er en fortsættelse af vores morgenbøn. Og vores aftenbøn er også en forberedelse til en meningsfuld morgenbøn.

Morgen- og aftenbønner – og alle bønnerne ind i mellem – er ikke usammenhængende, adskilte begivenheder. De er snarere forbundet til hinanden hver dag og hen over dage, uger, måneder og endog år. På denne måde opfylder vi til dels skriftens formaning om altid at bede (Luk 21:36; 3 Ne 18:15, 18; L&P 31:12). Sådanne meningsfulde bønner er et redskab til at opnå de største velsignelser, Gud venter på at give sine trofaste børn.
 

[Ældste David A. Bednar. GK okt, 2008]

 

Udtryk kærlighed – og vis det.

Vi ved allerede hver især, at vi bør fortælle de mennesker, vi elsker, at vi elsker dem. Men det, vi ved, afspejler ikke altid det, vi gør. Vi føler os måske usikre, kejtede eller måske endda en smule forlegne.

Som Frelserens disciple stræber vi ikke blot efter at vide mere. Vi har snarere brug for konsekvent at udøve mere af det, som vi ved, er rigtigt og blive bedre.

Vi bør huske, at når vi siger: »Jeg elsker dig«, er det kun en begyndelse. Vi er nødt til at sige det, vi er nødt til at mene det, og allervigtigst vi er nødt til konsekvent at vise det. Vi er nødt til både at udtrykke og vise kærlighed.
 

[Ældste David A. Bednar. GK okt, 2009]

 

Sørg for omgivelser, hvor Ånden kan føles

Der er steder, hvor det er lettere at føle Ånden. Vidnesbyrdsmøder og generalkonferencer er nogle af de steder. Templer er afgjort et andet. Udfordringen for os hver især er at sørge for omgivelser, hvor vi kan føle Ånden dagligt i vores hjem og hver uge i Kirken.

Én af årsagerne til, at vi opmuntres til at bede og læse skrifterne hver eneste dag, er, at begge disse aktiviteter indbyder Ånden i vores hjem og i vores families tilværelse.

Eftersom Ånden ofte beskrives som en stille, sagte røst,11 er det derudover også vigtigt at have en stille stund i vores tilværelse. Herren har rådet os: »Vær rolig og vid, at jeg er Gud.Hvis vi sørger for en »rolig« og stille stund hver dag, hvor vi ikke bombarderes med fjernsyn, computer, videospil eller personlige elektroniske anordninger, gør vi det muligt for den stille, sagte røst at komme med personlig åbenbaring og tilhviske os blid vejledning, beroligelse og trøst.

[Vicki F. Matsumori, GK okt, 2009]

 

Ganske tidligt, medens det endnu var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et øde sted, og der bad han.
[Markus 1:35]

I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud. Da det blev dag, kaldte han sine disiple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle:
[Lukas 6:12-13]

Kvinden i farisæerens hus
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
[Lukas 7:36-50]


Skriftens betydning

“I find that when I get casual in my relationships with divinity and when it seems that no divine ear is listening and no divine voice is speaking, that I am far, far away. If I immerse myself in the scriptures the distance narrows and the spirituality returns. I find myself loving more intensely those whom I must love with all my heart and mind and strength, and loving them more, I find it easier to abide their counsel.” (Spencer W. Kimball “What I Hope You Will Teach My GrandChildren and All Others of the Youth of Zion,” an address to Seminary and Institute personnel at Brigham Young University, 11 July 1966. See also _The Teachings of Spencer W. Kimball, p. 135)

 

Remember Him

”I suppose there would never be an apostate, there would never be a crime, if people remembered, really remembered, the things they had convenanted at the water’s edge or at the sacrament table and in the temple…”

I suppose that is the reason the Lord asked Adam to offer sacrifices, for no other reason than that he and his posterity would remember – remember the basic things that they had been taught. I guess we as humans are prone to forget. It is easy to forget. Our sorrows, our joys, our concerns, our great problems seem to wane to some extent…

…as time goes on, and there are many lessons that we learn which have a tendency to slip from us.”

Spencer W. Kimball, ”Circles of Exaltation,” 1975.

 

Om templet

Story: N. B. Lundwall

One occasion I heard the late Apostle Marriner W. Merrill, president of the Logan Temple, relate this extraordinary incident:
He was sitting in his office one morning, he said, when he noticed from the window a company of people coming up the hill to the temple. As they entered the temple grounds they presented rather a strange appearance. . . .

A little later a person unknown to Brother Merrill entered the room. Brother Merrill said to him: “Who are you and who are these people who have come up and taken possession of the temple grounds unannounced?”
He answered and said: “I am Satan and these are my people.”
Brother Merrill then said: “What do you want? Why have you come here?”
Satan replied: “I don’t like the work that is going on in this temple and feel that it should be discontinued. Will you stop it?”
Brother Merrill answered and said emphatically, “No, we will not stop it. The work must go on.”
“Since you refuse to stop it, I will tell you what I propose to do,” the adversary said. “I will take these people, my followers, and distribute them throughout this temple district, and will instruct them to whisper in the ears of people, persuading them not to go to the temple, and thus bring about a cessation of your temple work.” Satan then withdrew.

The spirit of indifference to temple work took possession of the people and very few came to the house of the Lord for a period after this incident. It is not to be wondered at that Satan, who is the enemy of all righteousness, is displeased with temple work.

(Jay A. Parry, Jack M. Lyon, Linda Rire Gundry, Best-Loved Stories of the LDS People, Vol. 2, [Salt Lake City: Deseret Book, 1999].)


Repentance

The great Mediator asks for our repentance NOT because we must 'repay' Him in exchange for His paying our debt to justice, but because repentance initiates a developmental process that, with the Savior's help, leads us along the path to a saintly character.

Elder Bruce C. Hafen / The Broken Heart

I dag, er en del af evigheden

Skønt vi ofte taler om kvinders indflydelse på kommende generationer, så må I endelig ikke undervurdere den indflydelse, som I har i dag. Præsident David O. McKay (1873-1970) sagde, at den vigtigste årsag til, at Kirken blev organiseret, er »at gøre livet dejligt i dag, at indgyde tilfredshed i hjertet i dag, at bringe frelse i dag. …
Nogle af os ser frem til et tidspunkt i fremtiden – frelse og ophøjelse i den tilkommende verden – men i dag er en del af evigheden.« 5

David O. McKay, Pathways to Happiness, red. Llewelyn R. McKay,
1957, s. 291-292.
 

Om Tro og karakter

Præsident Hugh B. Brown har sagt: »Hvor som helst i livet, hvor storslåede åndelige værdier afventer menneskets tilegnelse, kan kun troen anvende dem. Mennesket kan ikke leve uden tro, for på livets rejse er den væsentlige udfordring karakterdannelse – hvilket ikke er et resultat af logik, men af tro på idealer og en offervillig hengivenhed for dem« (i Conference Report, okt. 1969, s. 105). Vi udøver tro ved at handle. Joseph Smith sagde, at »tro [er] et princip med kraft og styrke« (Lectures on Faith, 1985, s. 72).

Vi bliver det, vi ønsker at blive ved hver dag konsekvent at være det, vi ønsker at blive. En retskaffen karakter er et værdifuldt udtryk for det, vi bliver. En retskaffen karakter er mere værd end nogen fysisk genstand, du ejer, nogen viden, du har tilegnet dig gennem studium, eller noget mål du har nået uanset, hvor lovprist den måtte være blandt mennesker. I det næste liv vil din retskafne karakter blive vurderet for at afgøre, hvordan du gjorde brug af det privilegium, jordelivet er.

Hverken Satan eller nogen anden magt kan ødelægge eller underminere din spirende karakter. Det er kun dig, der kan gennem ulydighed. En prægtig karakter kan forvandles til værdiløs aske, når den nedbrydes af bedrag eller overtrædelse.

En stærk moralsk karakter er en naturlig følge af konsekvente gode valg i livets prøvelser. Sådanne valg er truffet i tillid til det, man tror på, og som bekræftes, når man handler derefter.

Richard G. Scott, De Tolv Apostles Kvorum, oktober General konferencen 2010.

 

Efterlev det, vi tror på
Vores religion må komme til udtryk i vores dagligliv. Fra George Albert Smiths liv
Da George Albert Smith var 34 år gammel, lavede han en liste
over beslutninger, som han kaldte sin »personlige trosbekendelse«
– 11 punkter, som han forpligtede sig til at leve efter:
 

De, der kendte præsident Smith, har sagt, at han virkelig efterlevede sin trosbekendelse. Ezra Taft Benson, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, fortalte om en oplevelse, hvor præsident Smith var tro mod sin beslutning om at »besøge de syge og lidende og indgyde dem et ønske om tro til at blive helbredt«:
»Jeg vil aldrig ophøre med at være taknemlig for de besøg, han aflagde i mit hjem, da jeg tjente som ydmyg missionær … Især er jeg taknemlig for et besøg, han aflagde en sen aften, da vores lille barn lå på dødens tærskel. Uanmeldt fandt præsident Smith tid til at komme til vores hjem og lægge sine hænder på den lille, der i timevis havde ligget i sin mors arme, og love hende fuldstændig helbredelse. Sådan var præsident Smith, han havde altid tid til at hjælpe, især dem, der var syge, og dem, der havde mest brug for ham.«
 

Spencer W. Kimball bemærkede et andet tilfælde, hvor præsident Smiths handlinger viste hans overbevisning om at gøre godt mod »nogen, der har gjort [ham] uret«:
»Det blev meddelt [præsident Smith], at nogen havde stjålet hans frakke fra vognen. I stedet for at blive vred, sagde han: ›Bare vi dog vidste, hvem det var, så vi også kunne have givet ham tæppet, for han må have frosset. Og også noget mad, for han har sikkert været sulten.‹« 3
En anden iagttager skrev om George Albert Smith: »Hans religion er ikke en lære lagt på køl. Den er ikke kun teori. Den betyder mere for ham end en beundringsværdig plan. Den er mere end en livsfilosofi. For én så praktisk anlagt som ham er religion den ånd, hvorved et menneske lever, hvorved det gør ting, om det så blot er at sige et venligt ord eller give et glas vand. Hans religion er nødt til at komme til udtryk i gerninger. Den må omfatte hverdagens detaljer.«

Kirkens præsidenters lærdomme / George Albert Smith. s 1-2.


Hvis vi gør vores fulde pligt, bliver vores livsførelse et bevis for vores tro på evangeliet.

I løbet af i år har jeg haft det privilegium at møde nogle mennesker, der bor i dette lokalsamfund (Salt Lake City), og som ikke tilhører Kirken, og tale med dem om evangeliet. En mand havde boet her i tyve år, en mand, hvis livsførelse var upåklagelig, en god borger, en dygtig forretningsmand, én der var venlig stemt over for vores folk. Han fortalte mig, at han havde boet her i tyve år, og han var kommet til den konklusion, at vi var lige så gode mennesker som vore naboer, der tilhører andre kirker. Han kunne ikke se nogen forskel på os.

Jeg ønsker at fortælle jer, brødre og søstre, at for mig er det ikke nogen kompliment. Hvis Jesu Kristi evangelium ikke gør mig til et bedre menneske, så har jeg ikke udviklet mig, som jeg skulle, og hvis vore naboer, som ikke tilhører denne kirke, kan bo blandt os år efter år uden at se noget bevis på de fordele, som det giver os at holde Guds befalinger, så er der brug for forbedring i Israel …

Gør I jeres pligt? Udfører vi det arbejde, som Herren har betroet i vores varetægt? Fornemmer vi det ansvar, der ligger på os? Eller flyder vi dovent med strømmen, følges med tidevandet og tager for givet, at vi på den yderste dag bliver forløst?

Kirkens præsidenters lærdomme / George Albert Smith. s 7.

 

In God’s eternal plan, salvation is an individual matter; exaltation is a family matter.

Russell M. Nelsen Salvation and Exaltation, Ensign, May 2008, 7-10
 

Tempel tjenesten

Jeg mindes nu en beretning om to brødre, der boede i en by i det nordlige Utah: Den ældste bror, Henry, var bank- og handelsmand og havde rigeligt med midler. Den anden bror, George, var bonde og havde ikke ret meget udover til sine egne behov, men han havde et ønske om at udføre tjeneste i templet for deres døde. Han forskede i deres slægt og tog til templet og gjorde tjeneste for dem, der var gået forud.
En dag sagde George til Henry: »Jeg synes, du skulle tage til templet og hjælpe til.«

Men Henry sagde: »Jeg har ikke tid til at gøre den slags. Det kræver al min tid at sørge for mine forretninger« …
Omkring et år efter tog Henry hjem og besøgte George og sagde: »George, jeg har haft en drøm, og den bekymrer mig. Jeg spekulerer på, om du kan tyde den for mig?«
George spurgte: »Hvad drømte du, Henry?«
Henry sagde: »Jeg drømte, at du og jeg havde forladt dette liv og var på den anden side af sløret. Da vi gik af sted, kom vi til en smuk by. Folk stod samlet i grupper mange steder, og hvert eneste sted, vi kom hen til, gav de dig hånden og lagde deres arm omkring dig og velsignede dig og fortalte, hvor taknemlige de var over at se dig,« sagde han, »men de viste ikke mig den mindste smule opmærksomhed. De var knap nok venlige. Hvad betyder det?«
George spurgte: »Du mente, at du var på den anden side af sløret?«
»Ja.«
»Jamen, det er det, jeg har talt med dig om. Jeg har prøvet at få dig til at udføre arbejdet for de mennesker, der er derovre. Jeg har gjort tjeneste for mange af dem, men der er stadig mange flere, der mangler … Du må hellere skynde dig, for du har fået en forsmag på, hvad du kan vente dig, når du kommer derover, hvis ikke du gør din del med at udføre denne tjeneste for dem«

Jeg har tænkt ganske mange gange på denne beretning om disse to brødre. Mange mennesker forstår ikke livets alvor og hellighed; de forstår ikke det evige ægteskabs hellighed. Der findes nogle blandt vores folk, der ingen interesse har i deres slægt. De bekymrer sig ikke om deres forfædre; i det mindste tror man det ikke ud fra den måde, de opfører sig på. De tager ikke til templet for at udføre tjeneste for deres døde …

Efter vi har været i Herrens hus for at få vore egne velsignelser, lad os da tænke på vores ansvar for vore forfædre. Hvordan vil I blive modtaget, når I kommer over på den anden side? Er I en af dem, de rækker ud til og velsigner i evighedens tidsaldre, eller er I ligesom den bror, som på selvisk vis ordnede sine sager her og lod dem, der ikke kunne hjælpe sig selv, fortsætte uden hans hjælp?

Kirkens Præsidenters Lærdomme. George Albert Smith. s. 81-82


Om succes i ægteskabet og alt andet for den sags skyld

BY ELDER HUGH W. PINNOCK OF THE FIRST QUORUM OF THE SEVENTY

My comments are directed to those of you who will dedicate an important part of your earthly life to making your marriage succeed.
Several years ago while visiting in Florida I talked with Frank Shorter, a world-class marathon athlete. He won his event in the 1972 Olympics, placed second in 1976, and has won scores of other long-distance races. As we talked about his training schedule, I learned that he has dedicated a great part of his life to success in athletics. He knows exactly what foods to eat, how many miles to run each day for his needs (which, incidentally, is about twenty), the frame of mind he needs to have if he expects to be victorious, and a number of other characteristics relating to perfection in his chosen field.
While thinking of Frank Shorter and others who have succeeded in their chosen line of work, hobby, or profession, I asked myself, “Why couldn’t more of our husbands and wives have the same type of dedication to a successful marriage?”

Ensign september 1981.

 

Nefi's salme

 12 Og det skete, efter at min far Lehi havde talt til hele sin husstand i overensstemmelse med sit hjertes følelser og Herrens Ånd, som var i ham, blev han gammel. Og det skete, at han døde og blev begravet.
13 Og det skete, at ikke mange dage efter hans død blev Laman og Lemuel og Ismaels sønner vrede på mig på grund af Herrens irettesættelser.
14 For jeg, Nefi, blev drevet til at tale til dem i overensstemmelse med hans ord. For jeg havde talt meget til dem, og ligeså havde min far før sin død, og mange af disse udtalelser er skrevet på mine andre plader; for en mere historisk del er skrevet på mine andre plader.
15 Og på disse skriver jeg det, der rører sig i min sjæl, og mange af de skrifter, der er indgraveret på bronzepladerne. For min sjæl fryder sig ved skrifterne, og mit hjerte grunder over dem, og jeg skriver dem til mine børns lærdom og gavn.
16 Se, min sjæl fryder sig ved det, der hører Herren til; og mit hjerte grunder bestandig over det, som jeg har set og hørt.
17 Men uagtet Herrens store godhed ved at vise mig sine store og forunderlige gerninger udbryder mit hjerte alligevel: O, jeg elendige menneske! Ja, mit hjerte sørger på grund af mit kød; min sjæl bedrøves på grund af mine overtrædelser.
18 Jeg er omringet på grund af de fristelser og de synder, som så let omklamrer mig.
19 Og når jeg ønsker at fryde mig, sukker mit hjerte på grund af mine synder; alligevel ved jeg, til hvem jeg har sat min lid.
20 Min Gud har været min støtte, han har ført mig gennem mine trængsler i ørkenen; og han har bevaret mig på det store dybs vande.
21 Han har fyldt mig med sin kærlighed, ja, som om mit kød skulle fortæres.
22 Han har beskæmmet mine fjender og fået dem til at skælve for mig.
23 Se, han har hørt mit råb om dagen og har givet mig kundskab ved syner ved nattetide.
24 Og om dagen har jeg vokset mig frimodig i indtrængende bøn til ham, ja, min røst har jeg opsendt til det høje; og engle kom ned og betjente mig.
25 Og på hans Ånds vinger er mit legeme blevet bortrykket til overordentlig høje bjerge. Og mine øjne har set store ting, ja, for store for mennesket; derfor fik jeg påbud om, at jeg ikke måtte skrive dem.
26 O, når jeg nu har set så store ting, og når Herren i sin velvilje over for menneskenes børn er kommet til menneskene i så megen barmhjertighed, hvorfor skulle mit hjerte da græde og min sjæl dvæle i sorgens dal og mit kød svinde hen og min styrke svækkes på grund af mine trængsler?
27 Og hvorfor skulle jeg give efter for synd på grund af mit kød? Ja, hvorfor skulle jeg give efter for fristelser, så den Onde får plads i mit hjerte til at tilintetgøre min fred og plage min sjæl? Hvorfor er jeg vred på grund af min fjende?
28 Vågn op, min sjæl! Vær ikke længere modløs på grund af synd. Fryd dig, o mit hjerte, og giv ikke længere plads for min sjæls fjende.
29 Bliv ikke igen vred på grund af mine fjender. Svæk ikke min styrke på grund af mine trængsler.
30 Fryd dig, o mit hjerte, og anråb Herren og sig: O Herre, jeg vil prise dig for evigt; ja, min sjæl vil frydes i dig, min Gud og min frelses klippe.
31 O Herre, vil du forløse min sjæl? Vil du udfri mig af mine fjenders hænder? Vil du lade mig gyse ved synet af synd?
32 Måtte helvedes porte bestandig være lukkede for mig, fordi mit hjerte er sønderknust og min ånd er angerfuld! O Herre, luk ikke din retfærdigheds porte for mig, så jeg kan vandre på stien i den dybe dal, så jeg kan holde mig nøje på den jævne vej.
33 O Herre, vil du omslutte mig i din retfærdigheds kappe! O Herre, vil du berede en vej for min flugt fra mine fjender! Vil du gøre min sti ret for mig! Læg ingen anstødssten på min vej – men vil du rydde min vej for mig og ikke spærre min vej, men mine fjenders veje.
34 O Herre, jeg har sat min lid til dig, og jeg vil sætte min lid til dig for evigt. Jeg vil ikke sætte min lid til armen af kød, for jeg ved, at forbandet er den, der sætter sin lid til armen af kød. Ja, forbandet er den, der sætter sin lid til mennesket eller gør kød til sin arm.
35 Ja, jeg ved, at Gud vil give gavmildt til den, som beder. Ja, min Gud vil give mig, hvis jeg ikke beder om noget forkert; derfor vil jeg opløfte min røst til dig, ja, jeg vil anråbe dig, min Gud, min retfærdigheds klippe. Se, min røst skal for evigt stige op til dig, min klippe og min evige Gud. Amen.

NEFIS ANDEN BOG KAPITEL 4:12-35

 

Evangelisk læring og undervisning handler ikke om at mestre fakta; Det handler om at mestre det at være discipel.
Liahona Juli 2012, side 14